Velkommen til Isbjørnen! Vi er en integreret daginstitution, der ligger centralt i Valby lige ved Nordisk Film og tæt på Zoologisk Have og Søndermarken.
Vi er stort hus med plads til cirka 270 børn fordelt på otte vuggestuegrupper og otte børnehavegrupper, hvoraf to af børnehavegrupperne holder til i vores udflytterbørnehave Frihedslyst, der ligger i Hørsholm. Vores vuggestueafdeling er ligeledes delt i to med fire stuer i Mosestykket (daglig tale Mosen), der ligger i en bygning for sig, og fire stuer i Lillebjørn, der ligger i hovedbygningen.
Vi vægter det lille og nære i det store højt, og alle stuer arbejder sammen i teams af to. Vi har beskrevet kerneopgaven i Isbjørnen således, at vi vil:
”Understøtte at børnene har et godt børneliv, hvor de føler sig som en del af et fællesskab, og bliver så selvhjulpne som muligt”.
Sprog, leg og relationer
I Isbjørnen har vi et særligt fokus på sprog, leg og relationer.
Vi har en legende tilgang til læring, og det er gennem legen, at vi har mulighed for at styrke børnefællesskabet og arbejde med børnenes sproglige udvikling. Vi har særligt fokus på, hvordan vi som voksne bliver medspillere i børnenes leg og det udviklingspotentiale, der er gennem legen. Det kan for eksempel være, hvis vi har et tema, hvor ugens dyr er koen - så er vi optaget af, hvordan vi får leg ind i temaet. Det kan være ved, at vi laver komasker og leger køer, ved at tage på tur og se på køer eller ved at bage pandekager med mælk fra koen. Når vi planlægger vores aktiviteter er det altid med udgangspunkt i de enkelte børnegrupper og hvad de er optaget af.
Vi arbejder med sprog gennem hele dagen og i alle hverdagens rutiner. I den forbindelse har vi et tæt samarbejde med vores tale-høre-konsulent, der er i huset flere gange om ugen og giver sparring til personalet. I vores sprogarbejde tager vi blandt andet udgangspunkt i det, der hedder "UGL'e-strategierne". Strategierne er enkle og tager udgangspunkt i grundtanken om, at sprog opstår og udvikles i situationer, hvor vi er sammen med andre. Det vil sige, at vi som voksne skal stille os til rådighed på en måde, der skaber et samspil, som børnene oplever positivt og har lyst til.
At UGLe:
U: at holde udkig
L: at lytte
G: at give tid
Effekten er tydelig, og vi kan se og høre, at børnene siger meget mere, når vi holder udkig, giver tid og lytter. Og det er netop det, vi vil have.
Vores hus
Vi er et stort hus med flere matrikler - nemlig Mosestykket, og vores udflytter; Frihedslyst. Mosestykket (I daglig tale - Mosen) er en separat vuggestueafdeling og Igloen, som ligger som sin egen satellit for enden af legepladsen og hvor to af vores børnehavegrupper holder til.
I vores hovedbygning har vi et stort alrum, der bliver brugt af både vuggestue og børnehave til forskellige aktiviteter, og som også er her, hvor børnehavebørnene samles om morgenen. Her er også et fælles krearum og et sprogrum og en kælder med boldrum, madrasser, ribber, gynger m.m.
Udenfor har de to vuggestueafdelinger hver deres legeplads, hvor Mosens legeplads er helt nyrenoveret. Børnehaven har en fælles legeplads, der er inddelt i zoner med blandt andet gynger, boldbane og sandkasser. Her er flere gamle, smukke træer og plantekasser med blomster, grøntsager og krydderurter.
Frihedslyst
Isbjørnens udflytter hedder Frihedslyst og ligger i et naturskønt område ved Arboretet i Hørsholm. Vi har indrettet os i et gammelt og rummeligt hus (oprindeligt en bondegård), hvorfra vi har udsigt til sø og marker, køkkenhaven, "æbleskoven", "Troldeskoven" og vores store græsplæner med bålplads og legeredskaber.
Vi kører hver dag fra Isbjørnen kl. 8:15 og kommer retur kl. 15:45. Turen tager cirka 45 minutter afhængig af trafikken.
Overordnet arbejder vi ud fra de samme pædagogiske principper som Isbjørnen, dog har Frihedslyst altid naturen som omdrejningspunkt.
Vi bor ved siden af skov og sø. Vi har mange frugttræer og buske og en stor køkkenhave. Vi er omkranset af hestefolde, hvor der går islandske heste, og vi er ofte forbi hestene og giver dem mælkebøtteblade og græs.