I Isbjørnen bliver ud en del af en stor institution med en hulens masse medarbejdere, der er kampparate på at give vores børn den bedst mulige læring og udvikling. Det kan virke uoverskueligt i starten. Men efter den første navneforvirring har lagt sig, så vil du opdage styrken ved at have så mange dygtige kollegaer, som du kan trække på - både med hensyn til viden og erfaring.
De mange mennesker gør dog ikke, at intimiteten går tabt. Du har din egen stue, der sammen med en anden stue, udgør et team. Så du kan stadig knytte tætte bånd med en mindre gruppe børn og kollegaer. Når det er sagt, så er det vigtigt for os, at vi arbejder sammen som ét hus, og hver dag fordeler vi vores ressourcer al efter, hvor behovet er. Vi tror på, at sammen er vi stærkere. Vi er nysgerrige på hinandens praksis og åbne for, at der er forskellige måder at gøre tingene på.
Vi lægger stor vægt på trivsel og arbejdsglæde. Det gør vi gennem et stort fokus på det faglige – både individplan og som et organisatorisk mål – altid med kerneopgaven og arbejdsfællesskabet i fokus.
I Isbjørnen har vi beskrevet kerneopgaven således, at vi vil: ”Understøtte at børnene har et godt børneliv, hvor de føler sig som en del af et fællesskab, og bliver så selvhjulpne som muligt”.
Forberedelsestid og faglig udvikling
Vi prioriterer, at alle pædagoger har halvanden times forberedelsestid om ugen som kan bruges til planlægning af forældresamtaler, ugeplaner og andre pædagogiske opgaver.
Derudover lægger vi vægt på, at der er tid til at diskutere faglige emner og reflektere over praksis. Både vuggestue og børnehave har teammøde hver tredje uge, og derudover har vi forskellige udvalg som sprog- og madudvalg, der skal sikre den pædagogiske kvalitet og røde tråd i huset.
Vi prioriterer en høj faglighed og gør meget ud af at kompetenceudvikle og sender rigtig gerne vores medarbejdere på videreuddannelse. Derudover har vi fokus på intern oplæring - både blandt vores studerende og fastansatte - så du føler dig godt klædt på til for eksempel at lave ugeplaner og sprogvurderinger eller til at have forældresamtaler.
Medarbejderindflydelse er vigtig for os, og i Isbjørnen er der stor mulighed for at prøve nye ideer af og få indflydelse på praksis.
Sidst, men ikke mindst, er vi stolte af, at Isbjørnen ud over det faglige, er præget af en god og humoristisk omgangstone, stor fleksibilitet og en høj arbejdsmoral. Vi er en social medarbejdergruppe, der ud over sommerfest og julefrokost løbende mødes til sociale sammenkomster.